Her kommer mutter med kost og spand…

Hold da op, hvor har jeg nået meget i dag!

Jeg var oppe kl. 6.30 for at være klar til live-indslag på P4 Sjælland fra en travl storfamilies morgenritual, fik sendt alle (!) børn af sted i dag, og indtil videre har ingen ringet for at bede mig hente dem hjem endnu. Jeg har fået morgenmad, fejet og skovlet et helt værelses pudsede loft op i sække, så manden kunne bære dem ud, skrevet en ansøgning, oversat en rejsetekst fra engelsk til dansk, lavet lidt pr. for min kommende bog, rettet lidt på min hjemmeside, afkalket både vaske- og opvaskemaskine, og både fået mig et bad og (surprise!) sex med manden, der skulle senere af sted i dag. Det er da helt utroligt, hvad man kan nå, når man pludselig er helt børnefri…

Men savner jeg så ikke hende den lille? Jo, det gør jeg. For det er da rigtig svært at give slip efter at have haft hende hjemme i ni måneder. Men nu er der heldigvis under en time til, jeg igen henter både hende, storesøster Luna, drengene Sylvester og Sophus samt en ven, Noah, med hjem. Så er det vist også slut med effektiviteten i dag… :)

Har du lyst???

Hvis man skal vente med at have sex, til man virkelig har lyst, kan man som småbørnsfamilie komme til at at vente ret længe. For det er bare ikke den store sexlyst, der præger livet i børnefamilien, vel? Ikke fordi man ikke vil sin partner eller ønsker ham hen, hvor peberet gror, men fordi der er så meget andet, der fylder og tager ens tid, opmærksomhed og ikke mindst energi. Sexkillingen og tyren fra de tidligere forelskelsesdage er pludselig meget langt væk, når der er kommet børn til. Og det kræver lidt standhaftighed at insistere op fortsat at have et sexliv.

For det er så meget nemmere at tænde for fjernsynet, når der skal slappes af efter en lang og travl dag. Og herhjemme bliver der i hvert fald sovet en del tv, men vi prøver også at være meget opmærksomme på stadig at dyrke sex, selv om vi er blevet forældre. Huske stadig at være der for hinanden, passe på hinanden, os selv og ikke mindst vores parforhold. For desværre taler alle statistikkerne for sig selv. Børn tærer på forholdet, flere børn tærer mere. Så hvad gør vi? Det har jeg været i Radio 24syv og snakke lidt om, og du kan høre hele programmet her. Hvis du kun vil høre indslaget om (manglende) sex i børnefamilien, skal der lige spoles frem til ca. 39:00 :)
http://arkiv.radio24syv.dk/video/4537550/weekendtillgget-0805

Da min datter bestilte en turistbus…

For et par uger siden sad min næstældste datter og researchede til en matematikopgave. Opgaven lød, at der skulle arrangeres en lejrskole med transport, ophold og aktiviteter.

Kamille syntes, at det ville være en rigtig god ide med en turistbus, der stod stand-by  i fem dage, så kunne klassen jo når som helst komme på udflugt. Det var dyrt, fandt hun ud af, men pyt, så kunne de jo tage en en-dags-tur til Tyskland, når de alligevel var i Sønderjylland, og så måtte hun bare spare på nogle andre ting.

Det var på ingen måde en nem opgave at lave. Hun sad i timer på nettet for at finde ud, hvad sådan noget kunne koste, og hvor og hvordan man kunne bestille en bus.

I mandags fandt vi så ud af, at hun havde løst opgaven til et 12-tal. Kl. 8.30 blev jeg ringet op hjemme af en buschauffør:

- Må jeg tale med Kamille Christensen?

- Hun er i skole, hvad drejer det sig om? spurgte jeg.

- Jeg holder nede på Ringsted Station med en bus og venter på en klasse, der skal køres på lejrskole…

Midt i besøg af sundhedsplejersken måtte jeg forklare ham, hvordan tingene hang sammen, at hun er en pige på 13, der skulle lave en opgave, og at hun måtte være kommet til at lave en fejl.

Heldigvis tog han det meget pænt:

- Jamen, hun har i hvert fald løst sin opgave meget grundig. For bussen er både bestilt og bekræftet med email og telefonnummer. Men jeg ringer til vognmanden og forklarer ham det. Og så har jeg da fået tidligt fri i dag, grinte han.

Men så nemt slipper man ikke altid. For flere år siden bestilte min den gang 14-årige søn ved en fejl et medlemskab af en bogklub. Bøgerne kom aldrig, men det gjorde regningen.

Selv om jeg ringede og fortalte, at vi ikke havde modtaget bøgerne, og at min søn ikke var myndig, helmede de ikke. Regninger blev til inkasso, og først efter et par år holdt det endelig op.

Men jeg forstår ikke, at man som firma ikke gør mere for at tjekke en bestilling, når man ikke kræver betaling up-front. Bøgernes pris var trods alt kun i størrelsesordenen et par hundrede, mens buslejen var 15.000!

Jeg er helt vildt ked af det på både chaufførens og firmaets vegne, og Kamille ringede og undskyldte, så snart hun var hjemme.

Men om ikke andet ved jeg da nu, at hun sagtens kan finde ud af at bruge nettet – også til andet end facebook og Gosupermodel…

Med et barn i snor…

Da Sebastian var lille, forsvandt han altid. Som vampyrerne i ‘Twilight’ kunne han forsvinde, nærmest inden man havde blinket med øjnene. Pludselig var han i fuld firspring et halvt skridt fra at løbe ud på Østerbrogade, når jeg opdagede ham og med det yderste af fingerspidserne fik fat i en krave eller et ærme på ham og hevet ham ind i sikkerhed. Nogle gange troede jeg, at det var mig, der var noget galt med, siden jeg ikke kunne holde ham i lidt ‘kortere snor’. Men han var bare dreng med stort D og fuldt fart på. Heldigvis blev han ældre, klogere, mere fornuftig og fik så meget sprog, at jeg kunne forklare ham, hvorfor han skulle blive i nærheden af mig. Og det var godt, for som to et halvt-årig blev han storebror til Karoline, som der nu også skulle holdes øje med. Men hun skulle ikke nyde noget af at forsvinde ud i det blå, så hun løb ingen steder. Jeg skulle aldrig holde øje med hende, for jeg vidste, at hun aldrig var mere end to skridt fra mig. Halvandet år senere kom også Kamille til, og jeg åndede lettet op. Endnu en pige. En rolig pige der bare blev hos sin mor, ikk’? NOT. Med Kamille brød Helvede nemlig for alvor løs. Eventyrlysten  og frygtløs forsvandt (som i virkelig FORSVANDT hvor man løb rundt i total panik – ledte og kaldte med en forfærdelig skinger stemme og en krop, der var pumpet fuld af adrenalin) hun gang på gang. I stormagasiner, på gå-gader, fra legepladser, gennem ligusterhække i fremmede haver, i parker, på festivalpladser, i Tivoli og Zoo. Det var et mareridt uden lige, og gang på gang ønskede jeg mig, at det var ok at have sit barn i snor. Men det gør man bare ikke i Danmark, vel? Vi giver ikke vores barn sele og snor på, som man ellers godt kan se det længere syd på – vi holder bare øje med vores børn og opdrager dem ordentligt, ikk’?

Men så imorges så jeg et barn i snor. Ikke en speciel snor udviklet til formålet, men en helt almindelig hundesnor, bundet i en løkke om barnets mave og sat fast i barnevognen. Moren var nemlig alene med to små børn, og de skulle krydse flere store veje. Så mens den lille lå trygt i vognen, havde hun svært ved også at have hånd i hanke med den ‘store’ på cirka to år, når de skulle over et af de mest forfærdelige kryds i Ringsted (trafiksaneringen har virkelig ikke fungeret særlig godt ved ringevejen for at sige det mildt). Men med snor i drengen kunne hun nemt styre barnevogn og samtidig hele tiden vide, at drengen var lige ved siden af eller bag hende. Når han lige blev optaget af en fugl eller en plet på vejen, kunne hun helt blidt trække lidt i snoren, mens hun bad ham følge med. Og hvorfor ikke? Der var intet ‘hund’ eller andet nedværdigende over det – kun barnets sikkerhed som hun havde løst helt fantastisk.

Så viser Lykke sig at blive endnu et udbryder-barn, kommer hun også i snor. Så ved jeg da hele tiden, hvor hun er…

Foråret er på vej…

Ja, jeg ved godt, at det er svært at tro på, når vi stadig har 2-cifrede minusgrader om natten, men det er på vej. En af de helt store fordele ved at bo på landet er, at man virkelig mærker og oplever årstiderne så tydeligt. Hvis du også bor på landet eller bare har den mindste have, ved du, at jeg har ret. Når jeg går en tur rundt i vores have, er der nemlig spirer på vej alle steder, som du kan se her:

Hyacinter - tror jeg...

Måske vintergæk???

Og så har jeg desværre endnu ikke fundet ud af at sætte et lydspor ind. For der et tegn på forårets komme, der er lang tydeligere end alle de mange blomster, der spirer frem. Når jeg tager en hurtigt tur rundt i haven (den bliver hurtig, når det er så koldt), er det nemlig akkompagneret til en larm uden lige fra alle havens fugle. Og sådan en larm betyder, at det er ved at skifte. Der er parring og kærlighed i luften – de øver sig i hvert fald. I torsdags var det kyndelmisse, i følge ‘traditionen’ årets koldeste dag, og den dag, der markerer, at halvdelen af vinteren er gået. At nu går det den anden vej. Og selv om det ikke altid føles sådan (vi har selv lige købt ekstra brænde i dag til brændeovnen), så ved fuglene, at det kommer.

Og her skulle de så have været - fuglene - men de fløj, før jeg fik taget billedet...

Fantastisk, fælles fødselsdag

De to fødselsdags-drenge, Sylvester og Noah.

Så fik vi holdt fælles 9-års fødselsdag for Sylvester og Noah – og det gik fantastisk godt. Det var helt vildt skønt at være 4 par hænder (fædrene var også med :) ), både ifm. forberedelserne, som pludselig kun var halvdelen af det ‘normale’, men især var det skønt under festen, hvor der hele tiden var nogen til at tage sig af børnene.

Og Noahs mor, Gitte, stod for kagen, der trods sin gigantiske størrelse blev spist rub og stub. Blød, svampet chokoladekage holder :)

Da alle var bænket, kunne jeg uden problemer og i al ubemærkethed gå ud og lægge poster til skattejagt.

Og så gik den vilde skattejagt. Selv om alle får de samme, skal man altså først :) ?

Drengene nød virkelig at have en at blive fejret sammen med, og at der kom så mange, fordi pigerne også var med (hvilket udover de ekstra gaver også lægger en lille dæmper på gemytterne…). Og der er sjældent blevet råbt et så højt ‘HURRAAAAAAAAH………’ – men nu var de selvfølgelig også to.

Med så mange børn i bagagen, kan jeg slet ikke forstå, hvorfor vi ikke har gjort det før – for hvorfor skal fødselsdagen være så privat, når ungerne faktisk nyder det andet? Som fødselarer vil de bare gerne have besøg, og gæsterne vil gerne bare på besøg. Så vi har allerede lavet en aftale til næste år og glæder os…

For os voksne var det ikke bare en hjælp, men også virkelig hyggeligt at have nogen at snakke med og lære nogen forældre lidt bedre at kende. Efterfølgende måtte jeg også spørge Jonas, om ikke vi skulle genoverveje forældrearrangementet UDEN børn i Sophus’ klasse, som vi ellers havde meldt fra til, fordi vi (som så mange andre børnefamilier…?) synes, der hele tiden er så meget andet, og at vi ikke ser vores ‘rigtige’ venner nok. Og nej, mange af forældrene har vi ‘på papiret’ ikke meget mere til fælles med, end at vores børn går i samme klasse. Men måske det også bare er nok lige nu?

Barnevognstur på landet

Når man går hjemme på 12. døgn med en febersyg og snottet 8 måneders baby, kan det være mere end svært at se det fede og cool ved barsel. Og når temperaturen så også er langt under nulpunktet, går humøret nemt samme vej. Jeg er i hvert fald langt fra at stå som en anden Rocky med hænderne hævet højt over hovedet og råbe: ’Barsel rocks!!!’ (Det råbte Rocky ikke, det ved jeg godt :) )

MEN hvis man vender blikket lidt væk fra alt, der ikke er ok, er der faktisk et par lyspunkter.

Det er da lidt smukt, ikk'?

For det første kom den ’rigtige’ vinter to (næsten tre) måneder senere, end den gjorde sidste år, så forhåbentlig er den også snart overstået… Traktoren har derfor også kun været ude at rydde sne en enkelt gang, og det var vist mest for syns skyld, fordi vi fik fødselsdagsgæster, og fordi min mand, Jonas, havde lyst til at prøve, om den overhovedet ville starte. Og så er det altså smukt – når vi nu altså kan glæde os over, at det igen snart er slut :)

Barsel på landet i morgenkåbe og vinterfrakke...

Og livet på landet har den fordel, at jeg kan gå en tur med barnevogn i bidende kulde, sådan en frostklar morgen med frakken smidt over morgenkåben (der er fyldt med  både snot og gylp, hmm…) og være fuldstændig ligeglad – for hvem skulle se mig? Her er kun mig, Lykke (bebsen), hunden Sally, grisen og nogle høns, og de er alle sammen totalt ligeglade med, hvordan jeg ser ud, bare jeg giver dem noget mad.

Ja, her på landet er det de basale og simple ting, der er i højsædet. Selv om jeg da en gang imellem godt kunne ønske, at jeg kunne lave fb-opdateringer, hvor der stod: ’Håret er glattet, mascaraen lagt, baby sover – barsel holder :D

Men hvis bare jeg selv har været i bad og fået lidt mad, er det også ok. Har jeg tilmed fået arbejdet lidt, så ryger armene i vejret med det samme…